Nu har jeg snart kendt den dejlige unge mand i et år.
Et år?
Jeg er forelsket i ham.
Men han er ikke en del af mit "familieliv".
Endnu.
Måske aldrig.
Jeg er altid giga bange for at være forelsket og er sikker på at det aldrig kan gå. Jeg har det med at finde "mænd" hvor oddsene ikke er de højeste :o).
Han er sød, spændende, kvik, lækker og sjov.
Og jeg vil nyde det så længe det varer!
Pyh. Det var vældig svært for mig at skrive det her.
Ohøj. Skibet er i oprørt hav. Det er bygget af små træsplinter og er påsmurt den tyndeste fernis. Der er heldigvis altid land forude. Har aldrig været på det helt åbne hav, med blå horisonter.
En veninde jeg har, er gravid. Endnu ikke officielt.
Jeg ringede til min veninde for at fortælle om hvordan min datter reagerede da hun fik at vide ”at hun skulle være storesøster”. Som hun har fået lov til. De er på en måde lidt i familie, fordi jeg har været kærester med min venindes kæreste, og han har været meget sammen med min datter, - som en slags papfar :o)
Først tegnede min datter en tegning og skrev et brev og lyttede til hendes mave og fortalte lykkeligt til alle hun mødte, at hun skal være storesøster. (jeg sagde hun skulle huske at sige at det ikke var mig der var gravid – det ville jo være lidt misvisende ;o)).
Først fik jeg denne sms:
Hvor er hun bare sød, hun bliver den bedste storesøster. Dejligt hun får lov til at opleve noget som hendes ”fætter og kusine” ikke gør, forstået på den måde, hun er enebarn og de to andre har hinanden. Hun har fortjent at få nogle oplevelser kun hun har, som hun kan fortælle stolt om. Jeg håber af hele mit hjerte at alt går godt denne gang.. Men jeg tror på det.
Næste sms:
Hvis hun vil må hun meget gerne komme med ud og se når jeg skal scannes igen. Så kan hun se den lille på skærmen..
De synes i øvrigt hun er god til at performe; og de spurgte endda hvor hun havde det fra!?!? Det er jo ikke til at vide! :o). Og så fortalte jeg lærerne at HUN arbejder på at VI skal melde os til et Talentshow. Host. Aldrig i livet. Men alle lærerne syntes det var en vældig god ide.
Så må man lige forestille sig, - hun og jeg hoppe ind på en scene - ”Tadaaaa”, velkommen til mor&datter. Spjæt med arme og ben. Hopla. En lille koldbøtte og ”poing” endnu et lille hop og en piruette. Stå på et ben. Drej til venstre. Drej til højre. En lille sang på guitar og lidt tamburin.
Jeg elsker at gøre folk glad og rose dem og gøre dem tjenester og så videre og så videre.
Til gengæld får jeg dårlig samvittighed over en noget så fjollet tanke, at jeg tænker, - at de tænker -, at jeg kun gør det, for at få noget igen. For at blive bekræftet.
Så når jeg siger :" Hvor ser du bare eddersmart og kodyl lækker ud i den blå chiffonnederdel med læg og palietter". Kunne man så forestille sig at jeg godt kunne tænke mig at de sagde :" aaai… Pia…din hud er som fersken og din ånde som pebermynte"?
Det kunne man da godt forestille sig, at jeg tænkte, at de tænker at jeg vil. Synes jeg nok.
Haha…. Jeg skulle holde op med at tænke, skulle jeg.
Jeg er eksempelvis blevet teenager på mange forskellige planer.
Jeg bor hos mine forældre indtil min lejlighed er fin og ny, og må derfor indordne mig efter husreglerne; som der nu ikke er mange af.
Men en af dem er, at man lige skal sige om man er hjemme eller ej. I sær om natten. Og især hvis man har et barn der skal passes.
Derfor gjorde jeg mig skyldig i en løgn forleden.
Jeg ville nemlig gerne sove hos "den unge mand".
Derfor sagde jeg: " Mor... jeg skal undervise i Jylland og kommer først hjem i morgen eftermiddag”.
Min mor: "Ja pus. Fint."
Mor: ”Hvor skal du undervise i Jylland?”
Mig: ”Ehhhh… sådan i nærheden af Randers”.
Far: ”Tager du toget dertil?”
Mig: ”Øhhmm… jaehh… altså ja… forresten…. Så kommer jeg lige i tanke om at jeg godt vil lave noget mad til jer en dag.
Her kommer loopet:
Da jeg var 16 år skulle jeg ”Danmark rundt med dsb” sammen med min søster og en veninde. Vi måtte tage ”alle steder hen”. Bortset fra til Midtfynsfestival.
Men det gjorde vi selvfølgelig alligevel. Og droppede derfor turen til Løkken.
Da vi kom hjem fortalte vi om hele vores fantastisk tur, - og meget lidt om Løkken (og slet intet om festivalen).
Far:” Hvordan kom I til Løkken?”
Mig: ”Ehhhh… jaeehh… vi tog toget noget af vejen, og så en bus!?!?”
Far: ”Var det sjovt?”.
Mig: ”Øhm.. ja… men forresten… i København og Tivoli og blah blah”.
Så burde teenage-utoPia stoppe.
Men det gør hun ikke.
Til gengæld er det ikke til at tage fejl af, at jeg er blevet betydelig ældre og mere ansvarsfuld.
Jeg får dårlig samvittighed!
På job:
Mig: ” jeg har gjort mig skyldig i en løgn”
Kollega: ”Vær ærlig”.
Mig: ”Med det samme? Eller skal jeg bare vente med at være ærlig til næste gang hvor jeg tænker jeg vil lyve?”.
Kollega: NU!
Mig: ”Okay”.
Derfor måtte jeg ringe til min og sige ”Mor. Jeg har løjet. Jeg er ikke i Jylland. Jeg overnatter hos en jeg kender. Lad os lyve overfor min datter og sige jeg er på job”.
Og så fik jeg afsluttet EN løgn og kunne begynde på en ny, og kan så glæde mig til at jeg bliver udsat for de samme ting fra min datter når hun bliver teenager… og…. Måske igen når hun får sin ungdom nummer to i en sen alder.
Jeg er en teenager der er bosat hos mine forældre i en lille glasudestue, indtil vores eget hjem er indflytningsklart.
Det tager nok lige 2 måneder.
Om natten kan jeg se stjerner og følge månens gang. Det er skiftevis hundetissekoldt og alt alt for varmt. Min kat er flyttet med; og også min datter :o).
Hun klarer sig godt uden legetøj.
Men nu har hun også fået 60 stykker legetøj i fødselsdagsgaver.
Jeg tror bare jeg fyrer det gamle af på et bål.
Der er gæster hele tiden.
Min mor snakker.
Min far synes jeg skal bruge hans geniale amwayprodukter.
Det går da fjong.
Har heldigvis fået en lukrativ aftale med - min unge mand - om at være hos ham når min datter er hos hendes far.
Ellers ville jeg da gå i spåner!
Og skulle fejes op, og kunne så efterfølgende smides på bålet med legetøjet.
Jeg synes jeg er lidt tør hud på benene, og huden omkring øjnene er da slap! Sådan. Ja slap. Mystisk. Mit hår spalter og ligner lidt hø, og hver anden dag tænker jeg på at klippe det af og brænde det på bålet sammen med legetøjet og spånerne.
Den sluttede præcist kl. 15.17 i går (1. juledag), hvor jeg nærmest i ekstase pillede ALT. ALT. ALT julepynt ned…. Yes!
Frem kom hvide vægge og tomme vindueskarme.
Lykkelig er jeg.
For jeg pakker også hele min lejlighed ned i kasser; så jeg d. 5. januar kan få en hel ny lejlighed med nye rum.
Nu er alle reoler ved at være tomme. Tomme og enkle og lige til at forstå.
Som udgangspunkt skal der intet være i mit hjem.
Men af erfaring ved jeg, at jeg behøver en seng med dyne og sengetøj og et køkken og et toilet og et værelse til min datter og noget tøj og velsagtens også et par bøger og noget tape og noget papir, lidt kunst og et par stearinlys.
For det første drømte jeg at jeg havde så mange lus, at jeg kunne fylde en hel spand med dem. Det kriblede og krablede, når jeg førte kæmmekammen igennem mit hår
Så reddede jeg en lille dreng for druknedøden… selvom der var tvivl om han fakede sin død.
Så kiggede jeg på en lejlighed der lå midt i en børnehave, der også var en fritter OG en klub; - og når jeg f. eks skulle på toilet, skulle jeg gå igennem et opholdsrum.
Så drømte jeg at jeg måtte betale 3.300 kr. pr. nat for et hotelværelse….. hvor jeg havde boet meget meget længe = 60.000 kr.
Så var jeg til jobsamtale til et job, som jeg ikke ville ha. I en børnehave! Faktisk der hvor min nye lejlighed lå. Og så tænkte jeg, at det jo ikke var så smart, hvis jeg havde tænk mig at pjække.
På et tidspunkt blev jeg gudskelov klar over at det med de 60.000 kr. kun var en drøm, så jeg prøvede at vække mig selv..
Det lykkedes ikke.
Så drømte jeg videre og videre i det uendelige, indtil kl. blev 09.00 og jeg vågnede.
I mandags kørte jeg i tog. Og der mødte jeg en ældre mand, som på det høfligste hentede aviser og kaffe og vand til mig. Jeg roste ham og sagde " Tak! Jeg er ikke så vant til at blive opvartet… bliv bare ved".
Og så tænkte jeg.
Det er jeg jo egentlig ikke.
Jeg skal ha alting til at hænge sammen. Jeg skal arbejde, rejse, undervise og hele tiden lære mere… Min datter skal afsættes og ha kærlighed og tøj og mad.
Jeg skal også ha tøj og mad… og lidt kærlighed.
Jeg adskiller min verden i mor-tid, arbejds-tid og en anelse kærligheds-tid.
Der skal ryddes op, og hænges ting på vægge og køres skrald væk og der skal olie på bilen og mad i munden og så videre og så videre og så videre…..
Egentlig er det ikke brok. For jeg har selv valgt det. Og jeg elsker endda også at leve sådan.
Men jeg gad godt nu og da, ha en som tog ansvaret fra mig. Mmmm.
Jeg har derfor en slags åndelig kontakt med dem. Dvs. at jeg nu og da kommunikerer lidt med Tiske (nissen her i huset). Hun fortæller mig f. eks hvad jeg skal købe af slik til min datter i kalendergave, og så lægger jeg det frem med gavepapir og tape, og så pakker nisserne det selv ind og putter det i en lille lomme, på en engel der hænger på væggen.
Så langt så godt.
Men.
Min datter tvivler selvfølgelig på at det er sandt!
Så hun spørger "er det dig, mor?"…. "nu svarer du mig helt ærligt, mor!!".
Når jeg så svarer helt ærligt, bliver hun sur.
Derfor lyver jeg igen og siger "at det er nisserne der har fået mig til at sige det ikke er rigtigt".
I morges sagde jeg "Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad der er mig, … og hvad der er nisserne".
Begyndende skizofreni, eller bare et udtryk for mit evindelige vægelsind og konflikskyhed?
IGEN (ved ikke engang hvordan man siger "igen" på tysk - tsk).
NU skal jeg snart til mine forældres fødselsdag og sammen med de andre børn i huset, har vi skrevet en fantastisk sang, som vi skal optræde med! Jeg spiller guitar, min datter trommer/trompet, kusinen trommer og fætteren marakas og mundharmonika.
Vi optager det på video, og så bliver det efterfølgende sjovt at se om vi rammer en eneste ren tone.
Der er simpelthen grænser for hvad jeg kan holde til.
På et tidspunkt knækker filmen og jeg er som sart blåt kinesisk porcelæn med små fine snirlige blomster.
Kraschhhh….
Knirk
Braaag…
Det er som at gå i stykker.
Holder mig oprejst.
Har lyst til at råbe mine ”kunder” ind i deres fucking små hoveder, at de kraftedderperkeme kan rende mig i røven. De kan rende mig og hele lortesystemet og konfigurationen i røven.
Og min pisse bil. Som først blev mærkelig. Og så rystede den. Og kunne ikke styre. Og så smadrede nogen den fanden fløjtende mig midt om natten, og stjal mine elskede solbriller og splittede skidtet ad, så ledninger og indvolde væltede ud over det hele, og jeg YDMYGT… og kravlende på mine nedslidte knæ måtte bede om at låne en anden bil, mens jeg UNDSKYLDENDE sagde ”undskyld”, og bad til den kunne blive fikset, af nogen der måske har tid, til billige penge og samtidig lagde mærke til alle de lorte unge mænd i gadebilledet, som havde smadret lortebilen, som i øvrigt er så elendig at køre i, at jeg hver dag frygter for mit liv, når de fucingpisselortesgu lastbiler VÆLTER ind foran mig, så jeg må opbremse i al hast, inden jeg ligger smadret til det ugenkendelige i en grøftekant, og må tilbyde min datter et liv uden en mor.
Og fuck de narrøve der propper min kalender med evindelige lorteaftaler, så andre aftaler må vige pladsen.
NÅ!
NÅ NÅ NÅ NÅ NÅ NÅ NÅ.
Uhhhh,….. at være så flink og ovenpå 24-7 i døgnet og klare hele baduljen. Argh.
"snif snif og snuse og snuse og aaah…vuf vuf… snif og snuse".
Jeg blev S
Å forskrækket. Hoppede mindst 8 meter op i luften og i et firspring stod jeg på gulvet… og lyttede…."snif snif og snuse og snuse og aaah…vuf vuf… snif og snuse".
Min datters v
ærelse.
Lytte. Lede.
Ud med batterierne!!
Og s
å tænker jeg…. at jeg kan give hunden til et Rumænsk børnehjem og beholde batterierne selv? Men jeg håber altså ikke det var batterierne der bjæffede. Det kunne gå hen og blive en besynderlig oplevelse.
En dag slog det mig (hårdt lige oven i skallen), at jeg skal gøre det jeg har lyst til og drømmer om (hvilket jeg jo aaaldriiiig nogen sinde tidligere har gjort).
Jeg har længe ønsket mig at rejse med min datter, men har altid tænkt at det ikke kunne lade sig gøre… af forskellige årsager.
Men for cirka to måneder siden tænkte jeg ”eeehhh… why.. not”. Så derfor tager vi til New Zealand om et lille års tid, mens jeg stadig har ret til forældreorlov, og er ved mine fulde fem, og har alle lemmer, ikke har en kæreste og en lille baby og et hus og en ny bil og alt det der.. (som jeg selvfølgelig ikke får alligevel).
YES!
Der er kun ET minus. Penge. Så nu skal jeg slikke min bankrådgiver i røven og ikke længere overtrække mit dankort. Det med overtrækket bliver svært… hvorimod det med bankrådgiveren bliver rimeligt nemt, da han er ret lækker :o).
Jeg har jo en veninde, ikk..og hun oplever altid de pinligste ting. Desværre kan jeg hverken slippe for hende eller hendes historier…. Hun forfølger mig i vågen og i sovende tilstand.
Suk.
Forleden hvor hun hyggede sig med sin dejlige unge elsker, skete det frygtelige, at en lille dims som han så yndigt havde placeret ”i hende”… forsvandt. Pist borte. Han sagde ”Hey…. Ved du hvad…. Eehhhh… hvor blev den der dims af? Har du taget den ud?” Hun svarede ” HVAD! HVAD! Hvad mener du?” Og så ledte de ellers alt igennem. Hver en lille pude blev vendt og drejet og alt sengetøj blev flået af. De ledte .. og ledte… Men den var væk!
Så var der kun eet eneste lille gemmested tilbage. Han spørger ”Kan du mærke noget”. Hun svarer ”nej…. For fanden… nej…ihhhh” Han ”prøv at gå på toilettet” Hun ”ihhhhh… pis… pis….. jeg kan slet ikke klare det” (min veninde er ikke så begavet)
Så fortæller min veninde mig at hun gik på toilettet. Helt uden held og med en idé om at dimsen måtte være et andet sted. Derfor ledte de videre… og videre… og videre… i sengen.
Han ”Nå. Men skal jeg ikke hive den ud?” Hun ”Nej! Jeg skal ikke ligge der med ALT i vejret” Han ” Jamen…. Det er helt ok med mig” Hun ”Nej!... men…. Jeg vil jo heller ikke på skadestuen og ligge med ALT i vejret. Om end de må være vant til at der forsvinder ting i folk”.
Så måtte hun lægge sig. Han smurte fingrene ind i olie. Hun prøvede at slappe af. Han gik i gang. Han ”Jeg kan mærke den!” Hun ”Ja?” Han ”Så… nu presser du bare alt hvad du kan…. Preeees…. Pres for satan!” Og det gjorde hun.
Efter fem minutter fødte hun en lille lilla dims; og slap for skadestuen og måtte se ham den unge elsker i øjnene, - som helt sikkert vil blive en fantastisk far en dag :o)
Hun ”Tak…. Jeg er glad… nu kan vi gå videre i teksten” Han ”ok”.
Har hun fortalt.
Jeg tænker bare… hvor er jeg glad for det ikke var mig!
Jeg skal nemlig klædes ud som Hulks hemmelige mor, der opfostrede, og gav ham liv. Det vidste I måske ikke. Men Hulk var ikke bare et eksperiment. Han havde en meget grøn og meget stærk og meget livlig mor = The Incredible PiHulka.
Jeg er så heldig fordi jeg får lov til at opleve sjove og frække og søde og smukke ting i mit liv.
Nogle af tingene gennemlever jeg fordi jeg hverken er gift eller trolovet eller fæstet eller splejset sammen med et andet menneske – en mand.
Lørdag
Host… skal lige ind i den rette stemning…. Hmmm….. okay…..
Lørdag
Det var ret romantisk.
Den der lørdag
Hov… det var en fredag
Fredag
NU ringer telefonen godt nok meget her på jobbet….
Fredag
Der var mad og masser.. masser .. og masser af hvidvin.
Der var en guitar og en mand jeg snart kender godt
Mmmm….Fredag
Der var så mange smukke sange, at mit hjerte fik mine øjne til at løbe i vand
og hver en tone ramte og rørte et sted i min krop
Uhh
Blev blød og sprød og ….
kunne alt
den der fredag!
Tak!
………………….
Så skete der så andre mindre romantiske ting… som at nogle remedier forsvandt…. Og det beretter jeg måske om en anden gang. Men det var selvfølgelig ikke mig det skete for; men en veninde :o)
Mandag/tirsdag skal jeg holde kursus i noget, jeg i bund og grund fatter meget lidt af. Så jeg sidder her med en blanding af ”for fanden det kan jeg da godt og jeg behøver ikke engang at øve mig” til ”nejnej…åehhhhh nej… det går helt helt galt, jeg kommer aldrig igennem det og det bliver pinligt, må hellere læse en masse.. men hvor gør jeg det og,…hjælp”.
Fucking professionelt!
Mine standardsætninger bliver sikkert ” Ja det kan også lade sig gøre.. men lad mig lige vende tilbage senere” og ”Ja. Interessant…. Men læg lige mærke til noget andet smart” og ”nu skal I jo kun starte ud med det mest grundlæggende…”.
Det var ligefør jeg sagde ”Yes”!, da jeg i morges hørte at Jörg Haider er død i en trafikulykke. Men straks derefter fik jeg dårlig samvittighed og måtte banke flere gange under bordet.
Det er dumt for os at det regner når man skal samle ind til Røde Kors. Men godt for Røde Kors, for så er der sikkert mange hjemme.
Jeg tror jeg vil låne en dankortterminal af min veninde, når folk siger "aaii.... hvor ville jeg gerne give noget, men ak... jeg har dankort" OG så hiver jeg lige maskinen frem. hah hah... hohooo.
"Vil du venligst kontakte banken angående et eventuelt møde. Således, at vi sammen kan se på dine konti, og få lagt en plan for din fremtidige økonomi."
Jaja... det vil jeg da gerne... dumme prutskid bank.
